Unikke & Lokale
Madoplevelser

Maden er en naturlig del af oplevelsen på Masseria Carrassa. Vi arbejder med områdets dygtigste producenter og kokke og tager altid udgangspunkt i sæsonens bedste råvarer. Puglias køkken er enkelt, rustikt og dybt forankret i lokale traditioner – med frisk fisk og skaldyr, håndlavet pasta, grøntsager fra markerne, prisbelønnet olivenolie og nogle af Italiens mest spændende vine.

Hvis opholdet strækker sig over flere dage, lader vi også madoplevelserne udvikle sig. Hvert måltid får sin egen stemning og sit eget udtryk – fra en afslappet frokost i agrimettoen og en langbordsmiddag mellem oliventræerne til en elegant middag i den historiske underjordiske grotte, oplyst af levende lys.

Sammen sammensætter vi menuen til jeres ophold eller arrangement. Vi tager altid afsæt i det lokale køkken og lader årstidens råvarer sætte retningen, samtidig med at vi naturligvis tager hensyn til personlige ønsker, allergier og særlige præferencer.

For dem, der ønsker at komme endnu tættere på det lokale køkken, arrangerer vi gerne en cooking class. Sammen med vores kok lærer I at tilberede klassiske Puglianske retter, som efterfølgende nydes omkring et smukt dækket langbord.

Ønsker I blot at læne jer tilbage og nyde selskabet med familie, venner, kolleger eller kunder, tager vi os af resten. Vi skaber rammerne for måltider, der samler mennesker – og giver en smag af det autentiske Syditalien.